Ved patentbeskyttelse får man eneret (monopol) på fremstilling og salg af sin opfindelse. Man kan derved beskytte sit produkt eller sin produktionsmetode mod andres udnyttelse af opfindelsen. Herved skabes mulighed for en større udnyttelse af de investerede midler.
Hvad?
Patenter kan udstedes på nye opfindelser inden for alle tekniske områder, som kan udnyttes industrielt. Patenter kan udstedes på:
- produkter
- apparater
- fremgangsmåder
- anvendelser
Hvad kræves der?
Det er et ubetinget krav, at opfindelsen er ny og adskiller sig væsentligt fra alt, hvad der er kendt. Kravet om nyhed tolkes strengt. Forud for indleveringen af patentansøgningen må produktet ikke være bragt på markedet eller vist på udstillinger, ligesom det ikke må være omtalt i brochurer, artikler eller foredrag noget sted i verden.
Hvor længe?
Beskyttelsen gælder fra datoen for ansøgningens indlevering og i op til 20 år, forudsat at der hvert år betales en årsafgift.
Hvor?
Patentbeskyttelse kan opnås i Danmark og i udlandet. Hvad udlandet angår, er der flere veje at gå:
- Indlevering af en international ansøgning (PCT-ansøgning), eventuelt med fortrinsret (prioritet) fra en tidligere dansk ansøgning.
- Indlevering af en europæisk ansøgning (EP-ansøgning), eventuelt med prioritet fra en tidligere dansk ansøgning.
- Indlevering af en patentansøgning i hvert land (national ansøgning), hvor man ønsker beskyttelse, eventuelt med prioritet fra en tidligere dansk ansøgning.
NB: Hvis der skal kræves prioritet fra en tidligere dansk ansøgning, skal denne være under 1 år gammel.
DK-Patent
Hent PDF her